Kunst som søgen efter frihed

  Alle kunstnere lægger i større eller mindre grad deres følelser ind i de værker, de skaber. For nogle er investeringen dog umiddelbart større end andre. Hos disse kan man ligefrem tale om, at kunsten har en terapeutisk mission. Det at kunne udtrykke sig på et lærred, eller hvad man nu bruger af midler, hjælper en til bedre at forstå sig selv og komme sig ovenpå ting og hændelser, der kan være fysisk og psykisk smertefulde. For disse kunstnere er kunst simpelthen en nødvendighed. Noget eksistentielt.

En sådan kunstner er Mette Munch. Og man kan se det med det samme. Et enkelt øjekast på hendes malerier, afslører en intensitet, en alvor og en lidenskab, som man bliver ramt af. Der er ingen udvej. Man bliver indfanget og konfronteret på en måde, der er meget direkte.

Ser man nærmere efter og prøver at undersøge, hvad det er ved disse utroligt ekspressive billeder, der fanger en på en sådan måde, opdager man, at nogle motiver går igen. Et sådant er Frihedsgudinden. Alle kender den berømte statue, der står ved havneindsejlingen til New York, men på en måde er den blevet så kendt og så ikonisk, at man nogle gange glemmer, hvad den står for: friheden. USAs frihed som en stolt selvstændig og demokratisk nation. For Mette Munchs vedkommende drejer det sig tydeligvis om noget langt mere personligt. Statuen er her et symbol på den personlige frihedstrang, hun har som menneske og som kvinde. Et mål, hun gerne vil nå, og som hun arbejder intensivt hen imod.

Andre motiver, man finder i mange af Mette Munchs billeder, er øjet, templet, rosen og stigen. Øjet er dit øje, betragterens, der ser på billedet, ligesom det er kunstnerens øje, der skaber det. Men øjet er ikke kun en fysisk manifestation. De fleste kender udtrykket ”mit indre øje”, og mange religioner ser øjet som et symbol på sjælens spejl – det at være seer betyder at kunne se igennem tingens umiddelbare overflade til et dybere lag af bevidsthed.

Templet er stedet for fred og for tro, og i Mette Munchs bearbejdning kan det lige så godt være et kristent tempel som en pagode eller tempel for de antikke græske guder. Det er et universelt symbol.

Rosen er et ældgammelt billede på kærlighed, og stigen symboliserer et skift fra én sfære til en anden, fra et bevidsthedsniveau til et nyere og, vigtigt at forstå her, bedre og mere oplyst.

Alle disse motiver symboliserer noget positivt: frihed, kærlighed, erkendelse, afklaring og indsigt. De kommer imidlertid ikke af sig selv, og i mange af malerierne ser vi, hvordan den endelige indsigt er blevet til på en baggrund af tvivl, sorg, vrede og smerte. Mette Munch viser denne udvikling ved en todeling af billedet. En todeling, hvor vi ser de negative kræfter i den nederste halvdel af billedet, de positive i den øverste. Denne opadstræbende bevægelse understreges af farverne. Mette Munch bruger kolde toner, blå, violette og sorte, til at udtrykke de negative energier, mens de positive kommer til udtryk ved varme farver, først og fremmest kærlighedens og lidenskabens røde farve.

Når Mette Munchs malerier rammer os, som de gør, er det, fordi det væld af følelser og stemninger, de udtrykker, bliver noget almenmenneskeligt. Noget universelt. Noget, vi alle kan nikke genkendende til. Dette er et billedunivers, vi ikke bare kan affeje som hyggelig dekoration. Det er det simpelthen for stærkt, for påtrængende og for intensivt til. Og det er, i hvert fald for mig, et tegn på, at det er god kunst.

Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen